25. jun. 2012

Hæklet halsrør

Et projekt, der har ligget stille i måneder, er nu hæklet færdigt. Det er et meget langt rør i silkegarn. Det er meget varmt og behageligt at have på.






Jeg er 168 og har ikke korte ben, som det ser ud til på billedet Smiley, der blinker… Eller har jeg? Overrasket smiley

IMG_3289


10. jun. 2012

Starfish

Så er der blevet hæklet lidt. Men egentlig var det mest for at minde mig selv om, at jeg godt kunne lide at hækle. Det var ikke, som det plejer at være, lysten der drev værket, selv om jeg da ikke ligefrem kedede mig med det. Jeg er nok bare nede i en hækledal, der skulle da også være mærkeligt andet efter 8 års hæklebesættelse. Link til opskriften på de fine søstjernevaskeklude, finder du på mit Pinterest Board.

Noget af den tid, der før gik med at hækle, bliver nu brugt på at søge indad med meditation. Jeg har hørt mange sige, at for dem, er håndarbejde en form for meditation, men sådan ser jeg det ikke. Jeg holder mig da ikke tilbage for at stresse mig selv, når jeg hækler. Det skal gå fremad, så mange timer er der jo heller ikke i døgnet… Desuden laver jeg også altid noget andet, når jeg hækler. Hører lydbog eller ser fjernsyn. Så ikke meget meditation over det. Og på trods af al min lovprisning af “Mindfulness” (uden for dette forum), så tager jeg da også lige en runde med mig selv om, hvorvidt jeg skal gå ud og tage et nyt billede, fordi den lyserøde ovenfor vender vrangen opad.

Min djævel siger: “Hallo moster – step it up”. Min engel siger “Slap af – ingen er perfekt, den er da også meget pæn bagpå”.

Englen vinder, fordi det er begyndt at regne.

…. Update: 5 minutter senere holdt det op med at regne. Djævlen vandt